Dubai Airport (DXB) er placeret 5 km sydøst for byen, målt fra centrum, og er en af travleste lufthavne i hele Mellemøsten.
Der er tre terminaler i Dubai Airport:
Terminal 1) Primært for de store luftfartselskaber og langdistance flyvninger.
Terminal 2) For regionale flyvninger og lavpris-selskaber.
Terminal 3) Flyvninger indenfor De Forenede Emirater (UAE).
Transporten mellem terminalerne sker med lufthavnens shuttle service og tager små 10 minutter. Afgangshallen er forbundet med resten af terminal 1 med rullende fortove.
Der er en infokiosk ved terminal 1, hvor folk fra Department of Tourisme and Commerce hjælper turister med informationer, kort og oplevelsesture. De er også behjælpelige med at booke hoteller, hvis man ikke har gjort det i forvejen. Der findes desuden en mindre turistinformation ved i terminal 3 til at tage sig af turister, der kommer ind fra de andre emirater.
Lufthavnsområdet i Dubai Airport indeholder mere end 25 restauranter, cafeer og barer. Og der er masser af butikker i det toldfrie område, flere har faktisk udråbt det til at være et af verdens bedste steder for toldfrit salg. Selvom man ikke har tænkt sig at købe noget, kan det være morsomt at gå omkring og se, hvad man kan købe ind af mærkværdigheder, hvis man har penge nok…
Men forvent dog ikke noget fantastisk, det er trods alt stadig væk kun en lufthavn.
Lufthavnen indeholder også et hotel, Dubai International Hotel, et fem-stjernet hotel på tredje etage i Sheik Rashid Departure området. Her kan man booke værelser helt ned til på timebasis, hvis man lige skal have et øjebliks fred og ro mellem to afgange. Forvent dog at skulle betale godt for det!
Der er både kort- og langtidsparkering i umiddelbar nærhed af Dubai Airport, og i ankomsthallen i terminal 1 kan man leje biler fra kendte firmaer som Budget, Europcar, Hertz, National, Sixt, Thrifty, samt flere lokale. Skal du videre fra lufthavnen, er det letteste at tage metroen (www.rta.ae), der kører lige til centrum med jævne mellemrum. Derudover kører der busser fra pladser overfor både terminal 1 og 2. Dubai International Airport Buses kører med airconditionerede busser fra lufthavnen til Dubai City samt til mere end 80 af byen hoteller.
Prisen for en busbillet med de offentlige busser var i 2008 3 dihram for at komme ind til centrum.