Engang var Dubai forbeholdt de velhavende turister, men i dag kan alle finde billige flybilletter og hoteller i Dubai til almindelige priser. Søg for eksempel flybilletter og hoteller på www.expedia.dk
I de seneste år er Dubai blevet den 7. mest besøgte by i verden, ifølge deres egne turistkontorer fordi den kombinerer den vestlige verdens komfort med den arabiske verdens eventyrlighed. Dertil kan man lægge nogle af verdens største indkøbscentre, guld og diamanter til tilbudspriser og actionfyldte aktiviteter, man ikke prøver ret mange andre steder.
Turister kender især Dubai for luksushotellet Burj Al Arab (”arabernes tårn”), hvis arkitektoniske form mest minder om et skibssejl og derfor har givet den navnet ”Sejlet” i folkemunde. Ellers er der ikke så meget folkeligt ved hotellet, hvor et værelse koster cirka 15.000 kroner. Men så er du også omgivet af de 60 etagers ekstravagant luksus, der som bekendt var den sidste udskejelse, den skandaleombruste direktør for IT Factory, Stein Bagger, foretog sig, inden han rejste til USA for at blive anholdt. Man hører ofte, at hotellet skulle være det eneste 7-stjernede hotel i verden, men den officielle betegnelse er dog ”5 Star Luxury”, og hotellet selv har heller aldrig beskrevet sig som andet. Angiveligt skulle de syv stjerner stamme fra en britisk journalist, der i en artikel efter hotellets åbning i 1999 tildelte de to ekstra som en metafor for den overdådige luksus.
Men både i Dubai og de seks andre Emirater kan man også finde hoteller til familievenlige priser – og stadig holde ferie i udsøgt komfort. Det har bl.a. gjort Dubai til et meget populært sted for golfturister. På de store ressorter, der er indrettet til det samme, er de imponerende og internationalt anerkendte konkurrencebaner selve formålet med rejsen. Men der er også mange andre aktiviteter at foretage sig, hvis ikke man er interesseret i de 18 huller.
En af de mest populære ekskursioner for de actionglade turister er ”dune bashing” i ørkenen, der kort og godt går ud på at køre ræs i sandklitterne. Turene foregår med guider, der kan manøvrere bilen, uden at den vælter, hvilket faktisk er lidt af en kunstart. Det er både ulovligt og farligt at prøve selv. En anden mulighed er at udskifte hestekræfterne med kameler i kapløb, hvor fornemmelsen er fart bestemt ikke blevet mindre. Vil man helt selv styre løjerne, er det seneste skud på stammen at stå på ski i sandet, også kendt som sandski! Om aftenen er traditionelle grillfester i ørkentelte med mavedans som underholdning en populær måde at afslutte dagen på i månelyset.
Hvis man er mere til vand end sand, skal man heller ikke lede længe efter aktiviteter. Delfinsvømning, speedbåde, fiskeri, windsurfing, vandski, snorkling og dykning er blot nogle af dem. Og hvis man bedre kan lide at være tilskuer, er man heller ikke gået forkert. Internationale konkurrencer i golf, ridning, rugby og snooker har gjort Dubai til Mellemøstens sportshovedstad.
Turister i Dubai keder sig ikke.